|
Evolutionært Selskab er en forening, der har som målsætning at fremme evolutionær tænkning i videnskab, filosofi og etik i bred forstand. Fornuft og kritisk videnskablig tænkning er vigtige idealer i dette arbejde. Foreningen skal fungere som forum for alle med interesse for evolutionære idéer og teorier, til gensidig inspiration. Udadtil skal selskabet repræsentere evolutionær tænkning, som en værdifuld måde at anskue problemstillinger på, inden for en række livsområder. Evolutionære betragtninger gør sig idag gældende inden for f.eks. sprogvidenskab, økonomi, kulturstudier, biologi, biokemi, etik og psykologi, såvel som en række andre felter. Den udvikling betyder, at vi begynder at se verden på en ny måde. Evolutionært Selskab giver mulighed for at indgå i et fællesskab med gensidig udveksling og motivation, hvor idealet om at søge sandhedsværdi bliver tilgodeset gennem evolutionære betragtninger. I forhold til den evolutionære teori inden for en række videnskablige felter, står Evolutionær etik som forsøget på at arbejde med evolution som udgangspunkt for moralske værdimæssige betragtninger. I erkendelse af at overtro må erstattes af en etik og et livssyn på evolutionært grundlag, er det selskabets hensigt at debattere muligheden for at danne sådanne etisk-filosofiske tankesæt. Som konsekvens af de gennembrud evolutionær tænkning har haft på de videnskablige og etisk-filosofiske felter, er det naturligt at det også må have afsmittende indvirkning på meningsdannelse og livssyn. Det er her hensigten at fremme tænkning i evolutionære baner og gøre opmærksom på fejlslutninger, der ikke i tilstrækkeligt omfang tager fortidens og fremtidens udvikling i betragtning - eller behovet for at tilpasse sig virkeligheden. Koordinator og kontaktperson er: Niels-Jørgen Koordt |
|
|